Koncert

Jeg tilbyder koncerter med professionelle sangere og musikere – fra solister og små ensembler til større kor.

Uanset om det er i kirker, til events eller private arrangementer, sammensætter jeg en musikalsk løsning, der passer til netop jeres anledning.

Du er altid velkommen til at sende en uforpligtende forespørgsel.

GUNNERTOFT GOSPEL SINGERS

Efter mange år som pianist for en række gospelkor etablerede jeg i 2009 GUNNERTOFT GOSPEL SINGERS.

Koret består af sangere på højt, professionelt niveau – de fleste, ligesom jeg selv, uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium.

GUNNERTOFT GOSPEL SINGERS har optrådt i kirker og på spillesteder over hele landet og har desuden medvirket som kor for kendte danske artister på både TV, indspilninger og live.

GUNNERTOFT GOSPEL SINGERS har udgivet to albums i eget navn – Nobody But You (2010) og Have Yourself a Merry Little Christmas (2011) – samt video-singlen I Need You Now (2016).

Repertoiret tager udgangspunkt i gospel, men favner også kirkemusik i bred forstand – herunder salmer og hymner med et strejf af nordisk folketone. Jeg står bag alle korsatserne, som både tæller kendte arrangementer og mine egne kompositioner.

GUNNERTOFT GOSPEL SINGERS arbejder projektbaseret og samles op til koncerter. Sangerne modtager noder og lydfiler i god tid, så de er velforberedte, når vi mødes. Da vi bor forskellige steder i landet, mødes vi typisk én til to gange inden en koncert eller turné.

Alle medvirkende er professionelle og aflønnes for koncerterne – men det er fællesskabet og glæden ved musikken, der er drivkraften.

Synger du på højt niveau og er interesseret i at blive en del af GUNNERTOFT GOSPEL SINGERS, er du meget velkommen til at kontakte mig.

Gospel Nyfortolket

Det musikalske niveau minder om Gunnertoft Gospel Singers, og flere af solisterne er da også de samme. Men med Gospel Nyfortolket ryster vi posen og giver et nyt, friskt bud på gospelgenren.

Vi griber fat i både kendte og mindre kendte gospelsange uden at gå på kompromis med gospelmusikkens budskab og brede appel.

Koncertforedrag

Anna & Jakob Døssing Gunnertoft m.fl.

Med afsæt i temaet “Aften, efterår & evighed” inviterer vi til en stemningsfuld og varieret aften med koncert, fællessang og foredrag i skøn forening.

Udover en trio bestående af sanger, kontrabas/saxofon og piano har jeg allieret mig med min hustru; Anna Døssing Gunnertoft – provst, ph.d., debattør, som undervejs giver små refleksioner.

Rytmisk Gudstjeneste

I samarbejde med jeres lokale præst(er) aftales og gennemføres en rytmisk gudstjeneste. Vi tager udgangspunkt i salmebogens kernesalmer, som akkompagneres elegant og respektfuldt i en akustisk, nordisk folke-pop-stil, hvor alle aldre kan være med.

Jeg arrangerer musikken med solistisk præ- og postludium samt ”motet” og medbringer et godt hold af sanger(e) og musikere samt alt nødvendigt udstyr.

Eventuelt kan jeres lokale kor eller kirkesanger medvirke. Arrangementet kan gentages eller stå alene f.eks. som friluftsgudstjeneste. Eller det kan inspirere til opstart af rytmiske gudstjenester lokalt.

Salmer Nyfortolket

Kirkekoncert med nogle af mine yndlingssalmer og sange nænsomt nyfortolket og helt nye salmer heriblandt nogle af mine egne. Undervejs inviteres publikum til at synge med. 

Temaet for koncerten tilpasses anledning, årstid og ønsker.

Trio, kvartet eller stort ensemble. Vi medbringer alt nødvendigt udstyr.

Friluftsgudstjeneste

En friluftsgudstjeneste kan indeholde både rytmisk og klassisk musik/besætning eller en blanding.

I samarbejde med jeres præst(er) og med afsæt i de lokale resurser af frivillige og ansatte – kirkekor, solister og musikere – afholder vi en friluftsgudstjeneste og supplerer med professionelle gæstemusikere, hvor det passer. 

Jeg har mange års erfaring med afvikling af meget forskellige events især koncerter og kirkelige arrangementer. 

Århus Gospel Kvartet

Efter en periode hvor jeg har fokuseret på mit arbejde og min uddannelse som organist, er Århus Gospel Kvartet nu tilbage
– og vi glæder os til at synge for jer igen.

Oplev ægte gospelstemning med nærvær og kendte gospelsange, der inviterer til både lytning og fællessang.

Vi tilbyder koncerter til kirker, events og private arrangementer, stemningsfulde musikoplevelser med publikum i centrum og gospelworkshops, hvor alle kan være med – uanset niveau.

Vil du skabe en særlig musikalsk oplevelse til dit arrangement?

Send en uforpligtende forespørgsel
– jeg vender hurtigt tilbage.